Det er d. 4. januar, juleferien er så småt ved at være forbi for hele familien, og det har været så lunt idag. Jeg har haft forårsfornemmelser, og haven har fået den helt store tur.

Pilen og nøddebusken blev klippet helt ned for et år siden. De er allerede vokset sig store, og som altid i foråret, eller ihvertfald når det bliver lunt i vejret, får jeg lyst til at beskære. Med min store grensaks – som nok, udover min almindelige beskærersaks og spaden, – er mit yndlings redskab i haven.

Ungerne blev gennet i haven, udstyret med hver deres beskærersaks og overbevist om, at pile og nøddegrene er de mest perfekte grene til at lave en hule med.

Og på den måde blev det hele beskåret….

Pilen og nødden står i et område mellem vores bagerste hegn i haven og naboens hus som er, og altid har været, et ingenmandsland. Fyldt med pil, nød, hindbærkrat og en halvdød bambus. Bambussen var naboen så venlig at skære helt ned det første år vi havde huset. Det er vel ca. fem år siden nu at motorsaven tog bambussen, men jeg har endnu ikke gennemskuet hvad, vi skal bruge området til. Så foreløbig er det “opbevaring” af grenafklip og fældet pil. Og et krat med de mest fantastiske hindbær.

Under oprydningen idag fandt jeg også, ja OK, jeg genopdagede at vi rent faktisk fik skåret en del brænde ud af pilen, men aldrig fik det i hus til brænde.

Vi har egentlig heller ikke nogen brændeovn. Men det er så hyggeligt med bål på lune sommeraftenener, så ungerne fik tjansen med at bære det drivvåde træ ned til carporten, hvor det med lidt held kan få lov til at tørre. Vi krydser fingre for muligheden for snobrød til sommer.

Dette er min første brændestabel…
Nu mangler jeg bare en motorsav til resten af træet..

 

Og så grinte min nabo af mig idag. Min nabo, der altid er på forkant med alting. Bede bliver luget til tiden, køkkenhaven bliver gravet igennem til tiden og hækken bliver altid klippet før Sankt Hans – til tiden!

Jeg har et æbletræ. Et gammelt et, der laver de mest fantastiske æbler. Men det er omklamret af vedbend af en eller anden art. Det første år vi boede i huset, forsøgte jeg at befri det så meget som muligt. Klippede og klippede vedbend væk. Det gjorde jeg i flere år i træk. De to seneste år har jeg ladet æbletræet være. Men idag opdagede jeg så, at mit æbletræ stadig var grønt.

Æbletræ i januar

 

Frem med grensaksen. Og en stige, og en saks mere. Og en kop kaffe.

 

Og imens jeg står på stigen, står min nabo sammen med en ven og griner.

“- fordi det da er forårs arbejde, jeg udfører”.

Men hey, det var da mindst 9 grader idag. Det er forår nok til mig :-)