Min have er mit yndlingsted. Stedet, hvor jeg pusler og nusser og eksperimenterer. Helt på amatørniveau. Det er stedet, hvor jeg slapper af med at se græsset gro. Og får ideer. Som meditation.
Jeg har svært ved at kassere planter. Så alt får et sted til at gro. Især akelejer.
Det er også stedet, hvor der bliver kastet løg i jorden, og hvor jeg først bagefter kommer i tanker om, at det kunne være smart at have en plan. Planen laver jeg helt klart…. næste år.

Jeg hedder Tine, jeg er selvstændig fotograf med firma, har et gammelt hus der trænger til den berømte kærlige hånd, er alene med tre børn. De trænger også altid til en kærlig hånd. Og en have på 850 m2. Der nogen gange spænder ben for alt det, jeg gerne vil have gjort. Så jeg kan starte på at klippe hæk, nå 20 meter og så holde en pause, men mest fordi jeg skal hjælpe ungerne, fodre dem, skille dem ad eller fodre katten. Sådan en har vi også. Bare for at have nok at lave…

Så dette bliver min havedagbog og min almanak. Og mine egne guider til hvordan tingene er blevet gjort, og hvor jeg satte planterne.
Her skal du ikke forvente ekspertråd. Det kan Signe Wenneberg, Claus Dalby og alle de andre i den seje have liga af eksperter gøre meget bedre. Her deler jeg til gengæld min haveglæde, mine praktiske erfaringer og min begejstring for de små mirakler i haven, helt nede på jorden.

Tine haveamatør

amanda Tine

Portræt fotograferet af Photographer Amanda Thomsen